Regler for brug af digitale redskaber
Læs mere om Vejle Kommunes brug af digitale redskaber i pædagogisk sammenhæng.
Velkommen til Digitalt - det er for børn. Vejle Kommunes side om pædagogisk brug af digitale redskaber i Daginstitutioner.
Digitalt det er for børn indeholder forslag til forløb og digitale redskaber der kan bruges i det pædagogiske arbejde fra børn fra 3 til 5 år, samt henvisninger til andet relevant materiale.
Vejle kommunes pædagogiske arbejde med digitale redskaber er bygget op om de i Dagtilbudsloven beskrevende regler for anvendelse af digitale redskaber i dagtilbud og private pasningsordninger.
Læs mere om reglerne i boksen nedenunder.
Regler for pædagogisk brug af digitale redskaber i Dagtilbud
-
Alderssvarende dagtilbud til børn mellem 0 og 2 år
De nye regler indebærer, at digitale redskaber fra den 1. juli 2024 kun i helt særlige tilfælde må anvendes i det pædagogiske læringsmiljø i alderssvarende dagtilbud til børn mellem 0-2 år.
Det betyder, at 0-2 årige børn i dagtilbud som udgangspunkt ikke må sidde foran et fjernsyn, en computer, tablet m.v. og se tegnefilm, spille spil el.lign. i den tid, børnene er i dagtilbuddet, selvom det sker i samvær med det pædagogiske personale.
Reglerne betyder også, at digitale redskaber kun i helt særlige tilfælde må anvendes i det pædagogiske læringsmiljø. Helt særlige tilfælde er, hvis et barn, herunder et barn med handicap eller kognitive udfordringer, i en kort periode fagligt vurderes at have brug for ro eller afskærmning ved at sidde med f.eks. en tablet i aktivt samspil med en voksen.
-
Alderssvarende dagtilbud til 3-årige børn frem til skolestart
I alderssvarende dagtilbud til 3-årige børn frem til skolestart må digitale redskaber fra den 1. juli 2024 kun anvendes i dagtilbuddets pædagogiske læringsmiljø, hvis det fagligt kan begrundes.
Fagligt begrundet anvendelse af digitale redskaber vil f.eks. kunne være, hvis det pædagogiske personale i relation til en pædagogisk aktivitet sammen med børnene anvender f.eks. en mobiltelefon eller en tablet til kortvarigt at vise børnene detaljer eller udvide børnenes forståelse ved at gå mere i dybden med et givent emne.
Fagligt begrundet anvendelse af digitale redskaber i det pædagogiske læringsmiljø vil f.eks. også kunne være, hvis børnene er nysgerrige efter mere viden eller efterspørger forståelse for noget, hvor det pædagogiske personale sammen med børnene kan bruge en tablet eller computer til f.eks. at søge den viden frem, som børnene i relation til en konkret aktivitet eller situation, efterspørger.
Det er en forudsætning, at anvendelse af f.eks. en computer eller tablet i den konkrete situation altid fagligt skal kunne begrundes.
De nye regler indebærer, at børn i alderssvarende dagtilbud til 3-årige børn frem til skolestart ikke må sidde alene eller sammen med det pædagogiske personale foran en computer eller med en tablet og se en tegne-film, spille spil m.v. i dagtilbuddet, hvis formålet alene er underholdning, idet underholdning, hvor børnene ser passivt til, ikke efter reglerne er fagligt begrundet.
Det vil inden for rammerne af de nye regler være op til det pædagogiske personale at vurdere, hvornår det fagligt kan begrundes, at digitale redskaber anvendes i de pædagogiske læringsmiljøer.
Reglerne ændrer ikke ved, at dagtilbud til børn fra 3 år og indtil skolestart uændret kan anvende f.eks. en telefon eller en tablet med henblik på f.eks. at lytte eller danse til musik, anvende digitalvægte, når der bages småkager m.v.
-
Hvilke dagtilbud er omfattet af reglerne?
Daginstitutioner efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-5, dvs. kommunale daginstitutioner, selvejende og udliciterede daginstitutioner og privatinstitutioner, herunder enheder i daginstitutioner efter § 19, stk. 6, er omfattet af de nye regler.
Herudover er sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud efter § 11, stk. 8, samt dagpleje efter dagtilbudslovens § 21, stk. 2 og 3, og puljeordninger med tilskud efter §§ 101 og 102 omfattet af reglerne.
-
Hvad omfatter digitale redskaber?
Med digitale redskaber forstås computer, tv, tablet og mobiltelefon.
-
Hvad betyder anvendelse af digitale redskaber?
Med anvendelse af digitale redskaber forstås, at barnets opmærksomhed er rettet mod digitale redskaber.
-
Hvad er ikke omfattet af de nye regler?
Det pædagogiske personales kommunikation med forældrene eller i forbindelse med andre administrative formål som f.eks. i relation til personalemøder, arbejdet med den pædagogiske læreplan, opfølgning på tilsyns-besøg, møder i forældrebestyrelsen m.v. er ikke omfattet af de nye regler.
Det pædagogiske personales brug af digitale redskaber til at tage billeder af børnene eller børnenes aktiviteter på legepladsen, udflugter m.v. med henblik på at dele børnenes dagligdag med forældrene er ikke omfattet af de nye regler.
Det pædagogiske personales anvendelse af digitale redskaber i arbejdet med sprogvurdering og eventuel sprogstimulering af børn, jf. dagtilbuds-lovens § 11, er ligeledes ikke omfattet af de nye regler.
Kommunernes tilsyn med dagtilbuddene er ikke omfattet af loven. Kommunerne vil i tilsynet med dagtilbuddene kunne anvende et digitalt redskab, såfremt det vurderes nødvendigt i relation til at inddrage børns perspektiver på kvaliteten i dagtilbud.
-
Læs mere her
For nærmere uddybning og detaljer om forståelsen af det nye lovkrav henvises til lovens forarbejder, som kan findes på Folketingets hjemmeside i det fremsatte lovforslag her: L 124 - 2023-24 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af dagtilbudsloven. (Anvendelse af digitale redskaber i dagtilbud og private pasningsordninger). / Folketinget (ft.dk)